Stockholmsyndrom

Stockholmsyndromet er et psykologisk fænomen, hvor ofre for bortførelse, gidseltagning eller andre situationer, hvor de er underlagt en trussel fra en person med magt over dem, udvikler sympati, loyalitet og positive følelser over for deres bortfører eller misbruger. Navnet på dette fænomen stammer fra en gidseltagning i Stockholm, Sverige, i 1973, hvor gidslerne udviste sympati for deres bortførere og forsvarede dem efter at være blevet befriet.

Der er flere teorier og faktorer, der forsøger at forklare udviklingen af Stockholmsyndromet:

1. Overlevelsesstrategi: En af hovedårsagerne til, at ofre udvikler Stockholmsyndromet, er som en overlevelsesstrategi. Når de står over for en truende situation, søger ofrene at reducere risikoen for skade ved at blive mere samarbejdsvillige og sympatiske over for deres bortfører. Ved at skabe et følelsesmæssigt bånd med deres bortfører kan ofrene håbe på at opnå beskyttelse og undgå yderligere vold eller trusler.

2. Traumebonding: I situationer med langvarig trussel og stress kan ofrene udvikle et intenst følelsesmæssigt bånd med deres bortfører som en måde at håndtere traumet og isolationen. Dette kan føre til, at offeret idealiserer bortføreren og ser dem som en beskytter snarere end en trussel.

3. Kognitiv dissonans: For at løse den indre konflikt, der opstår som følge af at være afhængig af deres bortfører for overlevelse og samtidig frygte dem, kan ofrene opleve kognitiv dissonans. Dette får dem til at ændre deres opfattelse af bortføreren for at mindske den psykologiske spænding, hvilket kan resultere i positive følelser og sympati for bortføreren.

4. Intermitterende forstærkning: Når bortførere viser små tegn på venlighed eller omsorg, kan det skabe en kraftig følelsesmæssig reaktion hos ofrene, der søger trøst og sikkerhed. Dette fænomen kaldes intermitterende forstærkning og kan forstærke følelsen af tæthed og afhængighed mellem offeret og bortføreren.

5. Isolation og afhængighed: I gidselsituationer og lignende scenarier...