Et nyt dansk studie udfordrer forestillingen om den dominante mand som entydigt hård og kontrollerende. I stedet tegner forskningen et billede af dominans som noget relationelt, hvor ansvar, moral, opmærksomhed og sårbarhed spiller en langt større rolle, end mange forestiller sig.
Et nyt dansk studie udfordrer det flade stereotype billede af den dominante mand. I stedet tegner det et mere sammensat billede, hvor dominans ikke kun handler om magt, men også om sårbarhed, ansvar, tillid, skam og disciplinen i at forvalte magt med omtanke.
Der findes emner, som mange har en holdning til længe før, de egentlig ved ret meget om dem. BDSM er et af dem. Og den dominante mand er måske en af de figurer, der hurtigst bliver reduceret til noget enkelt: hård, kontrollerende, magtfuld.
Men et nyt dansk studie peger på, at det billede rammer forbi. Ikke fordi dominans ikke handler om magt, men fordi magten i de her fortællinger viser sig at være langt mere afhængig af relation, tillid og opmærksomhed, end stereotype forestillinger giver plads til. Studiet bygger på 14 kvalitative interviews med heteroseksuelle dominante mænd i Danmark og undersøger, hvordan de er kommet ind i BDSM, hvordan de forstår deres rolle, og hvordan de navigerer i spørgsmål om skam, moral, samtykke og fællesskab.
Studiet taler også ind i en bredere samtale om, hvordan vi overhovedet forstår og taler om seksualitet. Her siger Zandoras CEO, Thomas Kjær:
“Det, dette studie bidrager med, er et nyt sprog for at tale om BDSM. Det udfordrer det flade stereotype billede af den dominante mand og peger i stedet på en mere kompleks virkelighed, hvor dominans ikke blot handler om magt, men også om sårbarhed, ansvar, tillid, skam og disciplinen i at forvalte magt med omtanke.”
Det er også netop det, forskerne finder. I studiet beskrives dominans ikke som en enkel udøvelse af kontrol over et andet menneske. Den beskrives snarere som noget relationelt. Noget der opstår i samspillet med den anden, og som kun fungerer, hvis der er tillid, gensidighed og en finfølt evne til at aflæse, hvad der foregår undervejs. Forskerne peger blandt andet på, at deltagerne oplever en afhængighed af partnerens reaktioner, og at grænsen mellem mig og dig i nogle situationer næsten bliver udvisket i en meget intens fælles tilstedeværelse.
For Liv Friberg, der er medforfatter til artiklen, var det netop noget af det mest overraskende. Hun siger, at det var overraskende, hvor mange ord mændene brugte til at beskrive deres sårbare processer, uden at bruge ordet sårbarhed. Det peger, mener hun, på en mangel på sprog og forståelse for den dominante mand som et sårbart menneske.
Det er en vigtig pointe, fordi den vender den gængse forestilling på hovedet. I de her fortællinger er dominans ikke fravær af sårbarhed. Tværtimod. Flere af mændene beskriver, at deres største frygt ikke er at miste kontrollen på en dramatisk måde, men at overskride en grænse, misforstå en partner eller ende med at gøre skade. Deres selvforståelse som gode og ansvarlige i den dominante rolle afhænger i høj grad af den andens tillid og anerkendelse. Liv Friberg formulerer det sådan:
“Det eneste, der stod mellem deres selvforståelse som kompetente i den dominante rolle og som krænkere, var partnerens smil og anerkendelse. Hele deres selvbillede lå i hendes hænder.”
Med den formulering peger hun på, hvor skrøbelig magten i virkeligheden kan opleves i de her relationer.
Vejen ind i BDSM bliver i studiet heller ikke beskrevet som enkel eller selvindlysende. For flere af deltagerne var det forbundet med en dyb indre forhandling. Ikke nødvendigvis om maskulinitet i snæver forstand, men om moral, grænser og spørgsmålet om, hvad det egentlig betyder at tænde på noget, der udefra kan ligne vold eller straf. Studiet beskriver, hvordan nogle måtte genopfinde sig selv og finde nye måder at forstå deres begær på, før det kunne blive en integreret del af deres selvforståelse.
Den erfaring går igen hos en af deltagerne, som også er interviewet til artiklen. Han fortæller, at han ikke kæmpede med sine tanker om maskulinitet, men i høj grad med moral og grænser. For ham handlede det ikke om at sidestille BDSM med vold eller overgreb, men om at legens karakter kunne sætte tanker i gang om, hvor grænsen gik, og om han forvaltede den rigtigt.
“Jeg har haft mange moralske konflikter. Tanken om, hvorvidt jeg nu var en overgrebsperson, eller om det var vold, det jeg begik, har jeg brugt energi på at finde ro i.”
Når noget gik galt, siger han, “så går jeg sgu i stykker”. Derfor er det afgørende for ham, at der er styr på moral og grænser, og at begge er enige om, hvad det er, de foretager sig.
Skam er et andet centralt tema. Flere af mændene i studiet beskriver, hvordan de i årevis kæmpede med begær, der handlede om smerte, fastholdelse, kontrol eller straf. Ikke nødvendigvis fordi de ønskede at skade nogen, men fordi de havde lært, at bestemte handlinger var forkerte, og især at mænd ikke måtte være voldelige over for kvinder. For nogle blev arbejdet derfor at finde en måde at skelne mellem overgreb og samtykkende BDSM, både i praksis og i deres egen selvforståelse.
Liv Friberg peger på, at mændene var optagede af at være “ordentlige” og gode mennesker. De havde lært tidligt, at det er forkert at slå andre, og især kvinder. Som hun formulerer det, er “BDSM-praksisser ikke vold, men kan ligne vold”, og derfor bliver det at være den, der handler, en balanceakt.
Netop derfor bliver samtykke og ansvar så afgørende i både studiet og interviewene. Her bliver samtykke ikke fremstillet som en formalitet, der kan klares én gang for alle med et safeword og en hurtig aftale på forhånd. Tværtimod beskriver både forskningen og en af de mandlige deltagere et langt mere levende og krævende ansvar. Det handler om at være følelsesmæssigt til stede, holde øje, lytte, mærke og aflæse den anden hele vejen igennem.
Han siger det meget direkte, når han kalder safeword “noget af det mest falske tryghed, der findes derude, hvis du spørger mig”. For ham er det langt vigtigere at tjekke ind undervejs og bruge sin opmærksomhed på den anden person end at gå og vente på et ord. Han beskriver det som en konstant tjekning, hvor han læser reaktioner og bruger sin intuition mere, end han lytter efter et safeword.
Det flugter med studiets beskrivelse af BDSM som noget dybt kropsligt og følelsesmæssigt intenst. Deltagerne taler om at aflæse vejrtrækning, spændinger i kroppen, lyde, bevægelser og blik. Det udfordrer også forestillingen om BDSM som noget koldt eller mekanisk. I stedet fremstår det her som en form for koncentreret nærvær, hvor begge parter er meget intenst rettet mod hinanden.
Den del genkender han tydeligt. Han siger, at han tror på, at BDSM kan være med til at hele lige så meget, som det kan være noget seksuelt. For ham er det “noget meget relationelt og noget meget dybt imellem mennesker”.
Studiet peger også på, at BDSM-miljøet betyder langt mere end sex og leg. For mange af deltagerne var fællesskabet et sted, hvor de kunne lære, få støtte, dele erfaringer og føle sig mindre alene. Her kunne skam blive afløst af genkendelse og fællesskab. Her kunne man tale mere åbent og møde andre, der forstod ens erfaringer indefra.
Det billede går igen hos en af de mandlige deltagere. Han beskriver, hvordan miljøet giver en anden form for forståelse end den, man møder i den almindelige verden. Man slipper for småløgne om, hvad man lavede i weekenden, og man kan i højere grad føle sig rummet, som den man er. Som han siger, betyder det “enormt meget i det at føle sig rummet som menneske”.
Men studiet romantiserer ikke miljøet. Det viser også et fællesskab med hierarkier, rivalisering og uenigheder. Deltagerne beskriver både kammeratskab og konkurrence, både støtte og statuskampe. Der er også spændinger mellem mere traditionelle og mere moderne måder at forstå dominans, køn og ansvar på. Med andre ord: Fællesskab er ikke det samme som fravær af konflikt.
Og netop den nuance er vigtig. Studiet siger ikke, at BDSM er risikofrit, eller at alle dominante mænd tænker eller handler på samme måde. Det er et lille kvalitativt studie baseret på 14 interviews med heteroseksuelle dominante mænd i Danmark, hovedsageligt hvide, mellem 30 og 70 år, og alle aktive i BDSM-miljøet. Det giver dybde, men ikke et fuldt billede af alle, der praktiserer BDSM. Som Liv Friberg selv understreger, kan kvalitativ forskning ikke slå sandheder fast én gang for alle. Den kan derimod gøre os klogere på, hvordan bestemte mennesker forstår deres erfaringer, og åbne for en mere nuanceret samtale.
Det er måske netop studiets vigtigste bidrag. Ikke at lukke samtalen, men at gøre den bedre. At give et sprog, som er mere præcist end de gamle karikaturer. Et sprog, hvor dominans ikke reduceres til rå magt, men forstås som noget, der også rummer tvivl, disciplin, opmærksomhed, moralsk refleksion og afhængighed af den anden. Og i en offentlig samtale om sex, samtykke, skam og maskulinitet er det faktisk ikke så lidt.
Du kan læse den fulde forskningsartikel her:
The Dominant Man in BDSM, Hegemonic Masculinity and Vulnerable Domination
